Babymos Fra Fejø

Som nystartet virksomhed er en af udfordringerne ofte, at man afventer successen, før man skipper sit gode 8-16 job. Sådan er det i hvert fald for de fem stiftere af Fra Fejø. Her står én ting allerøverst på to do listen: Find lokale investorer, udvid produktionen og ansæt én person.

Firedobling ønskes
Det kan virke som et paradoks, at en virksomhed hvor kunderne står i kø og udlandet kalder på produkterne, har udfordringer med at finansiere udvidelse af sin produktion. Men svaret er ganske enkelt. Virksomheden er grundlagt med et vækstlån på 200.000 kroner fra Lollands Bank og Nakskov Erhvervsfond plus en god portion egeninvestering, og da Fra Fejø har ramt et behov i markedet, er det nødvendigt at udvide allerede efter et år.  
I øjeblikket produceres 5.000 glas økologisk babymos på Knuthenlund hver måned, og det tal skal firedobles, for at imødekomme den nuværende efterspørgsel.
 
Lokal forankring
Fra Fejø er et direkte resultat af den gode muld på Fejø. Det er en del af virksomhedens DNA at være lokalt forankret, og det giver derfor bedst mening, at søge investorer lokalt.
-Vores produkt er ekstremt lokalt funderet, ligesom os selv, fortæller medstifter Morten Wæver, og vi tror på, at der sidder nogen et sted på Lolland-Falster med den samme kærlighed og taknemmelighed for området, som os, siger han. Indtil vi finder den rigtige løsning, forsøger vi os med crowdfunding. En indsamling løber i 90 dage, så vent ikke for længe med at tjekke det ud, smiler han. 
 
Coop står bag crowdfunding
Crowdfunding er opstået ud af deleøkonomiens idé om at splejse, bytte, låne, dele, støtte og like. Coop, som stiller rammerne til rådighed for fødevarevirksomheders crowdfunding i Danmark, kalder det selv for Andelsforeningernes version 2.0. Og målgruppen for babymos taget i betragtning, er det en oplagt finansieringsmulighed for Fra Fejø. Måske, og forhåbentlig, et lige så naturligt valg, som økologisk babymos. Læs mere om crowdfunding.
 
Bæredygtig produktion
Fra Fejø er skabt på baggrund af et helt almindeligt personligt behov: Vores børn skal have det bedste. Økologi og bæredygtighed er virksomhedens omdrejningspunkt i alle forhold, hvilket går lige i hjertet på de fleste nybagte forældre. Det kræver investeringer i et produktionsapparat der matcher efterspørgslen.
-Helt aktuelt er det en etikeringsmaskine der giver os unødige problemer, fortæller Morten Wæver. For at være økonomisk bevidste og sparsommelige fra starten, har vi købt vores produktionsudstyr brugt, og vi har været rigtig heldige med at få lokaler på Knuthenlund, men denne her labelmaskine driller os, fortæller han. Det er en dum, umiddelbart lille, men for os stor, flaskehals for vores produktion. Men udfordringer er til for at løses, og de fem medstiftere af Fra Fejø er optimistiske.
-Ordrebogen for 2019 ser fin ud, vi arbejder med eksportaftaler til Tyskland, Kina og Skandinavien, og vi pusler også med lønproduktion som en mulighed i år, fortæller Morten Wæver.
-Vi ser lyst på fremtiden, men uanset hvor unikt og i særklasse godt et produkt vi har, så kan små ting stadig være en forhindring, siger han.

Fakta: Virksomheden Fra Fejø blev etableret i 2017 og producerer økologisk babymos af æbler, pærer og blommer fra Fejø. Ejerkredsen består af fem mennesker med rødder og tilknytning til Lolland plus egen baby til prøvesmagninger af babymad på glas. 80 Irma-butikker sælger produkter Fra Fejø.