Der er brug for alle hænder

Mere end 50 virksomheder på Lolland-Falster har sagt ja til at være ambassadørvirksomhed i projektet Rekruttering fra kanten af arbejdsmarkedet. Torsdag var mange virksomheder samlet på Lolland for at høre mere om den værdi det giver, når virksomheder tager socialt ansvar.
Projektet Rekruttering fra kanten matcher mennesker med opgaver, målet er at finde plads til ekstra 800 borgere på arbejdsmarkedet. Det kan være mennesker der af forskellige årsager ikke kan varetage et fuldtidsarbejde inden for den nærmeste fremtid og derfor har brug for støtte til at komme i gang og blive en del af et arbejdsfællesskab. 

Vejen til job
Det har de stor erfaring i på Maribo-virksomheden De Forenede Dampvaskerier (DFD). De har meldt sig som ambassadør for indsatsen og udviklingschef Pernille Kiær er ikke i tvivl om at sårbare nye medarbejdere er en gevinst for hele arbejdspladsen. På et år har DFD gennemført 18 virksomhedspraktikker, otte løntilskud og et flexjob.  To af disse er blevet til faste fuldtidsansættelser. 

Gevinsten
-Udover at man giver et menneske en tilknytning til arbejdsmarkedet, som er en stor ting for de fleste mennesker, så får vi også meget dedikerede og loyale medarbejdere ud af det, fortæller Pernille Kiær. Vi har brug for nye medarbejdere, og vi sparer tid på stillingsopslag og samtaler. 

Ekstra opgave
Men jo, det tager naturligvis ekstra tid, når den nye medarbejder skal læres op og måske skal vænnes til overhovedet at passe et job.
-Tålmodighed er derfor helt afgørende, fortæller hun. Det tager tid, og vi skal give den nye medarbejder ro til at udvikle sig. Hvilket de altid gør, for ofte kommer folk og beder om at få lov til at arbejde mere, end de egentlig startede med, fortæller hun.

Få timer, små opgaver
Det er netop pointen, at de nye jobs skabes af små opgaver der ikke bliver løst i dag. Eller man kan frigøre kræfter et sted, og hente andre ind et andet sted. På den måde handler Rekruttering fra kanten både om fastholdelse og rekruttering. 
På bare tre (sommer-)måneder har 51 virksomheder sagt at ja til at være ambassadør, hvor de viser vejen for andre virksomheder og agere rollemodeller i indsatsen.

Fakta: Omkring 100 mennesker havde sat torsdag eftermiddag af til at høre mere om Rekruttering fra kanten. Efter velkomst af projektets partnere v/Marie Persson, Business Lolland-Falster, Gitte Jensen, Jobcenter Guldborgsund og Jeppe Jørgensen, Jobcenter Lolland lyttede forsamlingen til oplæg af Mutya Koudal fra Den A.P. Møllerske Støttefond, Vibeke Grave, Lolland Kommune, Bo Abildgaard, Guldborgsund Kommune, Jesper Pedersen, Cabi, Pernille Kiær fra DFD, Christian Stoltenberg fra Elgiganten og Chief Karma Officer i Thornico, Daniella Schmidt-Wojtynka.  Indsatsen er støttet af Den A.P. Møllerske Støttefond og er en fireårig indsats. Projektet er et samarbejde mellem Guldborgsund og Lolland kommuner, Cabi, LG Insight, 3F, Erhvervspark Lolland og Business Lolland-Falster. Se mere her http://www.businesslf.dk/rekruttering/