Flere sluser til det internationale farvand

Siden 2016 har Business Lolland-Falster arbejdet målrettet på at skabe et internationalt netværk for de lokale virksomheder, så virksomhederne kan øge deres eksport. I alt har 11 virksomheder været på international charmeoffensiv gennem programmet Lean Landing, men til sommer stopper programmet for at gøre plads til nye indsatser.

“Lean Landing har været en lille succes. Gennem programmet har vi vist, at det er muligt at lave et fast-track til eksportmarkeder ved at bruge netværk og forbindelser. Små virksomheder, der har et internationalt potentiale, kan have svært ved at få de rette kontakter og slå hul igennem til et nyt marked. Den udfordring har Lean Landing løst helt konkret gennem netværk og læring om kultur på andre markeder”, fortæller chef for Industri og Anlæg, Mads Stærk.

Gennem Lean Landing har de lokale virksomheder fået et attraktivt netværk med udenlandske virksomheder og organisationer i landene omkring Nordsøen. Det har været ideelt for virksomheder, der drømmer om at erobre nye markeder. Derudover er der blevet afholdt virksomhedsdage finansieret gennem EU’s regionale udviklingsfond, hvor virksomhederne er blevet klædt på til at erobre nye markeder.

 

Nicheprodukt med internationalt potentiale

En af de eventyrlystne virksomheder, der først kastede sig ud i det internationale virksomhedsfarvand, var Meptek. Den lokale virksomhed arbejder med at udvikle værktøjer til forbedring af de studerendes faglige og sociale kompetencer igennem undervisning af præsentationsteknikker med brug af Virtual Reality.

På internationale uddannelser er der særligt høje krav til præsentationer af opgaver og forskningsresultater, og kvaliteten af præsentationer er afgørende for de studerendes videre muligheder. Meptek tog derfor en uge med møder og besøg i London og Oxford for at undersøge det britiske marked og gøre sig klar til det første internationale salg.

“Lean Landing gav os mulighed for at lave en markedsundersøgelse, hvor vi fik dækket en stor del af vores omkostninger. Vi fandt ud af, hvordan vi skulle trimme vores produkt for at komme ind på det engelske marked”, fortæller partner i Meptek, Jakob Friis.

Meptek var i Storbritannien første gang i januar 2017, og i november 2017 havde virksomheden takket være deres markedsundersøgelse det første internationale salg. Det er senere blevet fulgt op af salg til uddannelsesinstitutioner i Thailand.

“Meptek har et nicheprodukt med internationalt potentiale. Det er intelligent iværksætteri, hvor et klassisk forretningsområde bliver udviklet ved brug af moderne teknologi som Virtual Reality, og så er der efterspørgsel på gode præsentationer over hele verdenen, begrunder Mads Stærk.

 

Farvel til forhindringer

Til sommer udløber Lean Landing-programmet, men det er ikke enden for internationalisering af virksomheder på Lolland-Falster. Tværtimod.

“Vi er i gang med at søge midler til nye regionale projekter, der skal åbne dørene til internationale markeder for vores lokale virksomheder”, siger Mads Stærk.

Derudover arbejder Business Lolland-Falster i øjeblikket med at implementere Zealand Global Program, der er Erhvervshus Sjællands pendant af internationale programmer, i de lokale virksomheder.

“I fremtiden bliver der langt flere internationale sluser for de lokale virksomheder, så den enkelte virksomhed kan vælge den løsning, der passer bedst til deres vækstambition og markedsønsker”, garanterer Mads Stærk.


Gå ikke glip af det nye
Tilmeld dig nyhedsbrevet.