Flere tyske virksomheder til Lolland-Falster

Hos Business Lolland-Falster kan man nu tælle yderligere to tyske virksomhedsetableringer på Lolland-Falster.

“Det er resultatet af en målrettet indsats i det nordtyske. Her har vi i tæt samarbejde med Industri og handelskamrene mødtes med relevante virksomheder, der har vist interesse for det skandinaviske marked. Vi har gjort dem opmærksom på de erhvervsmuligheder, der naturligt opstår i regionen de kommende år”, siger erhvervsudviklingschef hos Business Lolland-Falster, Steen Wæver.

Virksomheder med fokus på anlæg
Der er tale om to virksomheder, som beskæftiger sig inden for anlægsområdet. Rücken und Partner er en rådgivende ingeniørvirksomhed med fire kontorer og 100 ansatte i Tyskland. Forventningen er, at virksomheden inden for et par år vil have etableret omkring 15 arbejdspladser på Lolland-Falster. Plan.S er et ingeniørbureau fra Osnabrück i Tyskland, som arbejder med fokus på miljø- og landskabsplanlægning f.eks. i forbindelse med anlægsprojekter. Virksomheden har netop ansat sin første danske medarbejder i Nykøbing Falster.

Del af langsigtet initiativ
“Der igangsat et langsigtet initiativ for til at tiltrække virksomheder til vores område. Et af dem har fokus på de tyske virksomheder, og det glæder mig meget, at det nu lykkes at tiltrække yderligere”, siger borgmester i Guldborgsund Kommune, John Brædder. Lolland-Falster har et mål om at være det bedste sted i Greater Copenhagen at drive virksomhed, og tiltrækning af virksomheder indgår som en del af indsatsen for at nå det mål.

“Nye virksomheder er med til at sikre gode job- og karrieremuligheder på Lolland-Falster, og det er helt afgørende for vores fremtidige vækst, at vi har et attraktivt jobmarked med mange muligheder”, siger John Brædder.

Rekruttering af ingeniører
Også hos Lolland Kommune ser man frem til et øget udbud af arbejdspladser.
“Inden for blot et til to år vil byggeriet af Femern Bælt-forbindelsen skabe en helt ny erhvervsaktivitet på Lolland-Falster, og vi er glade for at få endnu flere virksomheder på Lolland-Falster, som kan bidrage til at tiltrække den arbejdskraft, som vi har brug for i de kommende mange år”, siger Lollands borgmester Holger Schou Rasmussen.

Netop på ingeniør-siden har Business Lolland-Falster helt aktuelt en rekrutteringsindsats på Danmarks Tekniske Universitet (DTU) i denne måned. Her deltager Business Lolland-Falster i regi af “Vækstprogram Lolland, Guldborgsund og Vordingborg” på DTU’s årlige erhvervsmesse med henblik på at oplyse ingeniørstuderende om de kommende års mange karrieremuligheder syd for København.
Pressemeddelelse fra Business Lolland-Falster