Globalt hifi-ikon vinder erhvervspris

OBS: Se flere fotos fra aftenen HER

Virksomheden med det verdenskendte navn Ortofon modtager Lolland-Falsters Erhvervspris 2017.

Der står Ortofon på pickup’en på pladespillere hos hifi-entusiaster over hele verden, men de færreste er sikkert klar over, at de eftertragtede produkter produceres af 100 ansatte i Nakskov på Lolland-Falster. Onsdag den 25. oktober blev virksomheden hædret med Lolland-Falsters Erhvervspris 2017.

100 år i udvikling
Prisen uddeles af erhvervsudviklingsorganisationen Business Lolland-Falster og Nordea og fandt sted på Nykøbing F. Teater onsdag aften. Ved prisuddelingen fik prismodtageren, som blev stiftet i 1918, bl.a. disse ord med på vejen fra erhvervsfilialdirektør Flemming Jørgensen, Nordea:

“Ortofon har formået i snart 100 år at holde sig skarp og innovativ på trods af, at virksomhedens hovedprodukt er blevet disrupted indtil flere gange. Ortofon ser muligheder i at udnytte sin knowhow på nye områder, og virksomheden ser det som en forpligtigelse at uddanne lærlinge”.

Vinder i et stærkt felt
“Ortofon vinder i prisen i et stærkt felt af seks nominerede virksomheder, som er udvalgt blandt i alt 55 indstillinger”, fortæller Mikkel Wesselhoff, adm. direktør i Business Lolland-Falster. Kriterierne for at blive indstillet til prisen er god økonomi, fokus på bæredygtighed og at virksomheden gør en positiv forskel for landsdelen.

“Ortofon er et godt eksempel på den række af stærke og vidensintensive virksomheder, som med adresse på Lolland-Falster i relativ ubemærkethed bidrager til verden med kvalitetsprodukter og bidrager til vores lokalområde med erhvervsudvikling og arbejdspladser. Det er fuldt fortjent, at dommerkomiteen har valgt Ortofon”, siger Mikkel Wesselhoff.

God placering på Lolland-Falster
Ortofon beskæftiger ca. 100 ansatte i Nakskov. Oprindeligt blev firmaet stiftet i København, men flyttede i 1970 til Nakskov. Og der er ingen planer om at flytte fra Lolland-Falster, fortæller direktør og medejer Christen H. Nielsen:
“Man ligger jo godt i forhold til København, Skåne, Slesvig-Holsten og Hamborg. Vi kan køre på kunde- og leverandørbesøg i Hamborg og komme hjem igen samme dag. Og sådan som verden ser ud i dag, hvor man arbejder meget internationalt og netværksbaseret, er det i mange sammenhænge irrelevant, hvor virksomheden har adresse.”

Nyt forretningsområde
Udover at producere pickup’er til pladespillere har Ortofon udviklet et nyt forretningsområde, nemlig finmekanik til høreapparater, som nu udgør ca. en fjerdedel af virksomhedens omsætning.

”Vores filosofi er at være helt fremme i udviklingen af nye produkter og samtidig forske i nye materialer og muligheder. Det, tror jeg, har været afgørende for, at vi fortsat eksisterer og kan fejre 100 års jubilæum i 2018”, siger direktør Christen H. Nielsen. Ortofon har salgsdatter-selskaber i USA og Japan samt 60 distributører rundt om i verden.
Øvrige nominerede til Lolland-Falsters Erhvervspris var:

East Logistics
East Logistics transporterer gods til og fra de skandinaviske lande og Østeuropa, England, Tyskland og Beneluxlandene. 90 procent af transporten er vejtransport, og firmaet har konstant 100 lastbiler kørende på de europæiske landeveje. Øvrig transport er sø- og luftfragt. East Logistics grundlægger og administrerende direktør er Jan Koch, og vicedirektør er direktørens datter, speditør Natacha Koch.
Virksomheden blev grundlagt i 2000 og har 30 ansatte fordelt på fire afdelinger i henholdsvis Danmark og Tyskland.

Vikima Seed
Vikima Seed i Holeby producerer grøntsags- og blomsterfrø og er verdens største producent af spinatfrø. Virksomheden eksporterer ca. 8.500 tons frø og samarbejder med 400 danske frøavlere, 100 avlere i Frankrig, og 40 avlere i USA.
”Hver dag sender vi en til tre containere afsted til udskibning i enten Bremerhaven, Hamburg eller Rotterdam”, fortæller direktør Kim Nielsen. Virksomheden ejes af et 180 årigt privatejet japansk frøfirma, Takii & Co.
Vikima Seed har 57 ansatte i Holeby samt datterselskaber i USA og Frankrig.

Frederiksdal Kirsebærvin
Det var et tilfældigt møde, der gjorde Frederiksdal til et vinslot. Kirsebærrene fra plantagerne blev oprindeligt solgt til juiceindustrien, og træerne skulle fældes. Men kokken Jan Friis-Mikkelsen og journalist og vinspecialist Morten Brink Iwersen fik i 2006 godsejer Harald Krabbe på andre tanker, og i dag producerer Frederiksdal Kirsebærvin hvert år cirka 70.000 flasker kirsebærvin, som sælges i hele verden.
Frederiksdal Kirsebærvin ligger på Lollands vestligste spids lige ud til Langelandsbæltet.

Greenline.dk
Greenline.dk i Maribo sælger el-artikler og LED-belysning fra fysisk butik og online til hele Danmark og var landets første af sin slags med salg af el-artikler på nettet og i fysisk butik.
De seneste år er fremgangen især sket inden for sortimentet af LED-belysning.
”Mange mennesker er blevet opmærksomme på, at der er store besparelser at hente på elregningen. Produkterne er blevet klart bedre end tidligere. Det betyder ikke, at vi er gået i stå på andre varegrupper, men fremgangen på LED har været markant”, fortæller marketingskoordinator, Brian Sommer.
Greenline A/S beskæftiger 20 ansatte. Der ekspederes ca. 3.200 bestillinger fra hele Danmark om ugen, og alt håndteres lokalt i Maribo, fra bygningerne på 1.200 m2.

Dem fra Nordlunde
Firmaet beskæftiger sig med alt inden for totale nedrivninger. Både inden- og udendørs nedrivning, fjernelse af interiør, nedrivning af huse og udhuse. Virksomheden har maskiner, der kan klare nedrivninger af større bygninger og et mobilt knuseanlæg, der kan knuse beton fra nedrivning. Dem fra Nordlunde ejes af brødrene Henrik og Martin Friis, som i 1999 overtog virksomheden fra deres far.
Dem fra Nordlunde har 18-20 medarbejdere og er beliggende på en 25.000 m2 stor grund mellem Halsted og Horslunde.

 

KONTAKT:
Mikkel Wesselhoff
Adm. dir, Business Lolland-Falster
Mobil: 4038 2436
E–mail: mw@businesslf.dk

Flemming Jørgensen
Erhvervsfilialdirektør, Nordea Nykøbing F.
Mobil: 6122 2895
E-mail: f.jorgensen@nordea.dk

Christen H. Nielsen
CEO, Ortofon A/S
Mobil: 4045 2717
E-mail: chn@ortofon.dk