Herzlich willkommen Lolland-Falster!

I dag (onsdag 21. marts) repræsenterer en række virksomheder fra Lolland-Falster sammen med Business Lolland-Falster dansk erhvervsliv på den nordtyske erhvervsmesse og -netværkstræffet “Lieferantentag“.

Lieferantentag bliver afholdt i Rostock, der er den største by i delstaten Mecklenburg-Vorpommern, og er målrettet virksomheder inden for industri og bygge-/anlægssektoren. Igennem flere år har Business Lolland-Falster drevet messens eneste danske stand og derigennem skabt en kontaktbase til tysk erhvervsliv for de lokale virksomheder, som deltager.

“Vi har ni lokale erhvervsfolk med i vores lille delegation, og vi er her med det klare formål at skabe forretningsmuligheder for vores lokale messedeltagere samt for at gøre tyskerne opmærksom på, at der er masser af samhandelsmuligheder på Lolland-Falster”, fortæller Steen Wæver, erhvervsudviklingschef hos Business Lolland-Falster.

Det er tredje år, at Business Lolland-Falster repræsenterer Danmark på Lieferantentag. I år har messen et rekordhøjt deltagerantal på 171 udstillere. Den danske repræsentation på erhvervsmessen sker med støtte fra projektet Interconnect, der er finansieret af EU-programmet Interreg South Baltic.

På billedet ovenfor hilser Rostocks overborgmester Roland Methling på fabriksejer Martin Skibsted og Steen Wæver.