Hurra for os selv!

-Vi danskere er ikke vant til at fejre vores succeser, siger direktør i Business Lolland-Falster, Mikkel Wesselhoff. Men det er vigtigt, at vi fejrer og hylder os selv, mener han. Det forstærker sammenholdet, viljen og visionerne når vi støtter hinanden og hepper fra sidelinjen.
– Det er selve målet med Lolland-Falsters Erhvervspris, som vi uddeler sammen med Nordea, siger han.  
Prisen er til erhvervet, fra erhvervet på Lolland-Falster. Vinderen bliver altså hædret af sine egne, oven i købet på baggrund af en nominering. Det gør nåleøjet noget mindre end en ren pris for for eksempel vækst eller antal arbejdspladser. Lolland-Falsters Erhvervspris kigger på helheden.

Nogen siger nej tak
Trods den åbenlyse ros og anerkendelse der ligger i tildelingen af Lolland-Falsters Erhvervspris, er der af og til virksomheder som takker nej til nomineringen. Det kan have mange årsager, men resultatet er, at der kan gå oplagte vindere rundt på Lolland-Falster, og ingen forstår, hvorfor de får Erhvervsprisen. Måske har de ganske enkelt bare sagt nej tak. 
-Ikke alle ønsker omtale. Nogen befinder sig bedst med at drive deres virksomhed i ro og mag, uanset hvor meget vi andre har lyst til at hylde dem for deres succes, siger direktør Mikkel Wesselhoff. Det accepterer vi naturligvis, men det er måske en del af forklaringen på, hvorfor folk på Lolland-Falster, som har boet her i mange år, ikke altid ved, at de bor ved siden af en virksomhed der eksporterer til den halve verden. 

Du er en vinder!
Der følger jo nemlig en lille smule berømmelse med prisen. Og det er også meningen, siger direktør Mikkel Wesselhoff.
-De gode historier højner selvrespekten og giver opmærksomhed til sejre fremfor til nederlag. Og det går jo ret godt på Lolland-Falster, vi har fremgang i virksomhedsetableringer, arbejdsløsheden er næsten nul, virksomhederne udvider og vokser – så jo, der er grund til at fejre vores succeser.
Tillykke med Erhvervsprisen og Iværksætterprisen på Lolland-Falster 2018.