Business Lolland-Falster på finansloven

4.5 million kroner over tre år lander på bordet hos erhvervsfremmeorganisationen Business Lolland-Falster. Sammen med Roskilde Universitetscenter skal iværksætterindsatsen på Lolland-Falster videreudvikles.
-Vi ønsker at flere tør kaste sig ud i at starte virksomhed, fordi det skaber vækst og arbejdspladser i området. Og vi har brug for iværksætterånden til at skubbe på den positive fremgang vi oplever for erhvervslivet på Lolland-Falster, siger direktør i Business Lolland-Falster, Mikkel Wesselhoff.
 
Yderligere boost til iværksætterindsatsen
På Lolland-Falster har man de seneste år, fra flere sider, lagt kræfter i at understøtte iværksættermentaliteten på flere niveauer. Man har etableret en international accelerator for virksomheder med et skalérbart og internationalt vækstpotentiale, skabt inkubationsmiljøer for lokale virksomheder og igangsat indsatser overfor studerende på videregående- og ungdomsuddannelserne med henblik på, at inspirere elever i grundskolerne.
-Samlet set giver det et stærkere fokus på iværksætterånden, at vi fra flere sider støtter op, siger direktør i Business Lolland-Falster, Mikkel Wesselhoff. Pengene fra finansloven kommer til at styrke denne indsats betragteligt og sætte yderligere fokus på et vigtigt område og samtidig styrke bånd til universitetsmiljøerne, som er stor katalysator for vækst, siger han.
 
Teori og praksis
-Vi kan se, at det virker, fortæller direktøren i Business Lolland-Falster. I fremtiden ønsker vi at knytte tættere bånd til universitetsmiljøet, deres ansatte og studerende. De har de nye gode ideer og brug for vores rammer, så de kan gå fra teori til praksis.
-Vi har mange års succesfuldt arbejde med at skabe opmærksomhed omkring hvordan man opbygger en virksomhed og får den til at vokse, og vi forventer at vi kan demonstrere hvorledes iværksætteri er med til at skabe vækst i yderområder. Sammen med RUC kan vi skabe et metodisk grundlag for en struktureret tilgang til iværksætteri og jobskabelse i områder som ikke har fået del i den vækst, der er skabt i de større byer efter krisen, siger direktør i Business Lolland-Falster, Mikkel Wesselhoff. 


Gå ikke glip af det nye
Tilmeld dig nyhedsbrevet.