Ledighed lagt til side: Iværksætterforløb fik Camilla til at lykkes som selvstændig

Tilfældigheder og skjulte talenter har givet Camilla Gude en helt ny karrierevej. Efter 19 års fast job i bank og kreditforening er hun i dag en glad selvstændig med uforudsigelige arbejdsdage og en inspirerende motivation for sin egen nystartede virksomhed. Jobcenter Lolland gav hende de afgørende muligheder.

Camilla Gude er bankuddannet og havde et godt job i BRFkredit, som hun var glad for. Men pludselig blev hendes arbejdsplads nedlagt, og Camilla stod med en fyreseddel i hånden med udsigt til ledighed. På Jobcenter Lolland øjnede jobkonsulenten Camillas potentiale og opfordrede hende til at blive selvstændig.
-Det havde jeg sådan set ikke overvejet. Jeg gik i gang med at søge traditionelle jobs, fordi jeg ligesom tog det for givet, at det var dét, jeg skulle, fortæller Camilla.

Ny vej
Camilla aftalte et møde med forretningsudvikler Marie Persson i Business Lolland-Falster. Erhvervsfremmeorganisationen og Lolland Kommune kører et iværksættersparringsforløb, hvor ledige med en forretningsidé og lyst til at prøve kræfter med at starte virksomhed kan visiteres til et iværksætterforløb hos Business Lolland-Falster.

-Vi har haft flere succeshistorier blandt de iværksættere, der er kommet fra jobcentret, og Camilla har udmærket sig særligt med sin flid og målbevidste tilgang, fortæller Marie Persson.

Lynstart
Camilla var tændt. Hun kunne se nogle helt nye muligheder for sin karriere, og ikke mindst, et uudnyttet potentiale i sig selv.

-Det viste sig jo ret tydeligt fra starten, at jeg var klar til at springe ud som selvstændig lynhurtigt, fortæller Camilla. Der gik under et halvt år, fra hun stod på jobcentret, til hun etablerede sig med eget CVR-nummer.

-Jeg blev på samme tid taget i hånden og skubbet ud over kanten, fortæller hun, for lige så let det var at formulere sin forretningsstrategi, lige så svært var det at profilere sig selv professionelt på de sociale medier.

Håndholdt indsats
-Sammen med Business Lolland-Falster skabte jeg et væksthjul, som jeg hele tiden kunne vende tilbage til, når jeg blev i tvivl, om jeg var på vej i den rigtige retning, siger Camilla.

-I Business Lolland-Falster møder vi de ledige iværksættere dér, hvor de er, og så hjælper vi dem med at lave en handlingsplan og få mest mulig fremdrift i de 13 uger, som forløbet varer. Vi ser meget gerne, at iværksætterne realiserer deres drømme og får registreret et CVR-nummer, og her er Camilla med sin boligrådgiver-forretning jo en rigtig god historie, fortæller Marie Persson. Men forløbet kan også bruges til afklaring om forretningsidéen er bæredygtig og en mulig levevej.

Nyt land åbner sig
Vejen var helt rigtig for Camilla Gude. Boligrådgiver.dk – Lolland/Falster åbnede officielt i oktober, og hun driver nu en rådgivningsvirksomhed, hvor hun tilbyder uvildig juridisk assistance og rådgivning for køber i forbindelse med handel med fast ejendom. Hun fik sine første to kunder i udviklingsmiljøerne blandt andre iværksættere og har som medlem af Business Lolland-Falster mulighed for at deltage i workshops inden for salg, markedsføring, jura og forretningsudvikling. Hun er tilknyttet en landsdækkende kæde; boligrådgiver.dk, men driver sin virksomhed uafhængigt af kæden.

Fakta: Ledige med en forretningsidé er altid velkomne til at tilmelde sig til en af Business Lolland-Falsters Business Days. Her kan man få sparring på sin idé og se nærmere på forretningsmuligheder og levedygtighed. Aftalen om tilbud med et iværksættersparringsforløb over 13 uger mellem Business Lolland-Falster og Jobcenter Lolland er netop forlænget med to år. Det er Jobcenter Lolland, der står for visiteringen til forløbet hos Business Lolland-Falster.