Lokal virksomhed modtager 500.000 kr. fra Innovationsfonden

Et samarbejde mellem den lokale virksomhed Ossi Connectors og det nystartede Tiny Wolf har fået en bevilling på lidt under 500.000 kr. til udvikling af en luftrenser til børneværelser. Bevillingen skal gå til at optimere luftgennemstrømningen og sikre kvaliteten af produktet, inden det sættes i produktion frem mod efteråret 2020.

Innovationsfondens Innobooster har bevilget lidt under 500.000 kr. til videreudviklingen af et nyskabende produkt fra Tiny Wolf, der satser på luftrensere til børneværelser. Produktet er blevet til som følge af et bachelorprojekt på Danmarks Tekniske Universitet (DTU), hvor tre studerende udviklede en luftrenser, der øjeblikkeligt renser et lokalt område i rummet for støv og forureningspartikler, i stedet for at skulle bruge timevis på at rense hele rummet. Teknologien bag Tiny Wolf kan anvendes i alle lokaler, men er i første omgang designet til børneværelset.

”Teknologien i Tiny Wolf gør det muligt at rense luften, hvor barnet er på få minutter. Med andre teknologier tager det flere timer. Samtidig gør vores teknologi, at vi kan rense luften lokalt og lydsvagt, hvor barnet sover. Med 12 til 16 timers søvn for små børn betyder tilførslen af oprenset luft, at barnet får en renere luft en stor del af døgnets timer og dermed har mere at stå imod med i de øvrige timer. Det har især stor betydning for børn med allergi og astma.” forklarer designer og partner i Tiny Wolf Sten Jauer.

Han påpeger samtidig, at der ligger et stort internationalt potentiale i Tiny Wolf, fordi forureningen er værre i internationale storbyer.

Nye arbejdspladser

Bevillingen på de næsten 500.000 kr. fra Innovationsfonden skal gå til at optimere funktionen og muliggøre produktionen af især den avancerede luftdyse til luftrenseren. I den forbindelse har det været vigtigt for Tiny Wolf at finde en plaststøber med stor erfaring, og valget faldt på Ossi Connectors fra Maribo. Virksomheden, der er førende inden for at fremstille plast til teknik, vil på sigt komme til at stå for produktionen.

Tiny Wolf og Ossi Connectors har fået støtte til at udforme ansøgningen af Business Lolland- Falster med henblik på at styrke den lokale fabrikant og skabelse af arbejdspladser.

”Bevillingen giver Tiny Wolf og Ossi Connectors mulighed for at lave de grundige undersøgelser og optimeringer, der skal til for en vellykket lancering af produktet næste år. Når produktionen bliver sat i gang, vil det skabe nye vidensbaserede arbejdspladser på Lolland-Falster i en innovativ virksomhed,” forklarer forretningsudvikler på Business Lolland-Falster Claus Madelung.

Vil du høre mere om fondsmuligheder, kontakt Business Lolland-Falsters forretningsudvikler Claus Madelung på cm@businesslf.dk.


Gå ikke glip af det nye
Tilmeld dig nyhedsbrevet.