Lollandske lækkerier og grønne guldgruber

Fra rejser til det højhælede støvleland til rejser til det flade Lolland. Turistfører Anne-Mette Agdal har valgt at starte sin egen virksomhed med skræddersyede ture til Lolland-Falster. Det er aldrig for sent at blive iværksætter, og der er altid hjælp at hente hos Business Lolland-Falster, lyder det fra den nyudklækkede iværksætter.

 

Lollandske lækkerier. Porten til Europa. En klimavandring mellem kyst og vedvarende energikilder.

Lolland-Falsters turistperler har fået en ny aktør med Agdal Tours, der arrangerer temature til Sydhavsøerne. Gennem flere år havde turistfører Anne-Mette Agdal drømt at starte sin egen virksomhed, men ligesom sydens vinranker skal modnes, skulle virksomhedsidéen det også.

”Jeg startede på RUC’s turistføreruddannelse i 2010, fordi jeg gerne ville skifte retning i livet. Efterfølgende arbejdede jeg som turistfører og rejseleder i et større rejsebureau, hvor min tur ofte gik til de varme himmelstrøg i Italien, men jeg havde hele tiden tanken om, at jeg skulle starte mit eget,” fortæller Anne-Mette.

I 2016 flyttede Anne-Mette sammen med sin kæreste og rykkede fra København til Lolland. Her blev hun uddannet til guide i Naturpark Maribosøerne, inden hun af Jobcenter Lolland blev tilbudt et tillægskursus på RUC i ”Innovativt tur- og oplevelsesdesign” parallelt med et 13 ugers iværksættersparringsforløb hos Business Lolland-Falster. I forløbene arbejdede Anne-Mette med at skabe en fødevaretur til Lolland. Den går i dag under navnet ”Lollandske Lækkerier – Danmarks spisekammer nr. 1”, når hun sælger den i sin virksomhed.

”Den inspiration, jeg fik i forløbene, gav mig det endelige skub til at starte virksomheden. Lolland-Falster har så meget at byde på, og det vil jeg gerne vise frem for de interesserede. Min vision er, at alle ringer til Agdal Tours, når de har brug for en guide på Lolland-Falster,” siger Anne-Mette.

 

Råd: Vær målrettet og søg netværk

”Som menneske er jeg meget initiativrig og målrettet, og jeg vidste i forvejen, hvad jeg gerne ville med min virksomhed. Sparringen hos Business Lolland-Falster gav mig den rette vejledning til at træffe vigtige beslutninger, når det var nødvendigt. Desuden har jeg fået nogle værktøjer, som jeg holder fast i og kan videreudvikle min virksomhed med,” forklarer Anne-Mette, der i øjeblikket har virksomheden som sin fritidsbeskæftigelse.

Derudover påpeger Anne-Mette adgangen til et stort netværk som en essentiel faktor for at lykkes som iværksætter.

”Jeg blev via Business Lolland-Falster en del af Lolland-Falsters fødevarenetværk, MULD, hvor jeg kom til at samarbejde med mange af de lokale fødevareproducenter. Jeg driver jo hverken landbrug eller producerer fødevarer, men mine ture kan være med til at give de lokale fødevareproducenter en ny forretningsmulighed. Derfor er netværket så vigtigt,” siger Anne-Mette.

 

Aldrig for sent at blive iværksætter

Selvom Anne-Mette med egne ord er ”voksen”, mener hun ikke, at det er for sent at starte egen virksomhed. Tværtimod er Anne-Mette det helt rigtige sted i livet til at blive iværksætter.

”Jeg har en god portion livserfaring og har brugt lang tid på at få min idé til at modne. Jeg tror også, at man tør noget mere, når man er blevet lidt ældre, fordi man ikke har de samme forpligtelser som tidligere i livet. Selvfølgelig skal huslejen betales, og der skal mad på bordet, men der er ingen børn at tage økonomisk hensyn til,” påpeger Anne-Mette som fordele ved at starte virksomhed i en senere alder.

”Og så sætter jeg pris på selv at kunne bestemme min rytme. Jeg har stadig masser af energi og potentiale, og det er der også på Lolland-Falster. Så jeg glæder mig til at vise de lokale lækkerier og de grønne guldgruber frem for rejsegrupper, virksomheder og store familier, der trænger til et afbræk fra den traditionelle familiekomsammen,” siger Anne-Mette Agdal.

 

Læs mere om Agdal Tours hér http://agdaltours.dk

Hvis du har en god idé til en virksomhed, kan du kontakte Business Lolland-Falsters forretningsudviklere Anders Due Hansen på adu@businesslf.dkeller Christiane Paaske-Sørensen på cps@businesslf.dk. Du er også velkommen til at møde op på vores Business Days, hvor du som iværksætter kan få rådgivning og sparring inden for bl.a. markedsføring, jura og økonomistyring. Læs mere om vores tilbud til iværksættere hér http://www.businesslf.dk/startup/#raadgivning.

Det er Jobcenter Lolland, der står for visiteringen af ledige til 13 ugers iværksætterforløb hos Business Lolland-Falster. Kontakt projektleder Marie Persson på mp@businesslf.dk for mere information.


Gå ikke glip af det nye
Tilmeld dig nyhedsbrevet.