Med sparring er kursen sat mod vækst

I begyndelsen af 2018 tikkede den hidtil største ordre, både på pris og i fysisk omfang, ind hos Bredgaard Bådeværft, da en islandsk kunde bestilte en båd med en længde på 25 meter. Med glæden fulgte dog en bekymring: Hvordan skulle man få plads til at bygge båden i de små lokaler på Sakskøbing Havn?

”Bredgaard Bådeværft tog kontakt til os på Business Lolland-Falster, og sammen vendte vi bekymringen til et potentiale. Bådeværftet kunne skue flere nye ordrer i horisonten, og de kom til os for at få deres udvikling på rette kurs”, fortæller forretningsudvikler på Business Lolland-Falster, Claus Madelung.

I mere end 50 år havde Bredgaard Bådeværft eksisteret med beliggenhed først på havnen i Nysted og derefter på havnen i Sakskøbing, hvor de havde specialiseret sig i glasfiberproduktion til unikke fartøjer. Bredgaard Bådeværft havde i forvejen svært ved at være i deres lokaler, hvor skibsskrogene blev bygget indendørs, mens resten blev lavet udendørs. Det betød, at der reelt kun kunne bygges både i sommerhalvåret.

”Vi ønskede at udvikle vores virksomhed, og med den kommende Femern-forbindelse gav det god mening for os at blive liggende i området, men det var svært for os at finde den rette lokation”, forklarer direktør Michael Ørsted Jakobsen og fortsætter:

”Havde vi ikke taget kontakt til Business Lolland-Falster, havde vi nok været nødt til at flytte ud af landsdelen”, vurderer Michael.

 

Bindeleddet mellem virksomhed og kommune

Business Lolland-Falster tog derfor teten på at få udviklingen af Bredgaard Bådeværft sikkert i havn. Gennem tæt sparring fik Bredgaard Bådeværft lavet en ny plan for forretningsudviklingen og støtte til at kontakte pengeinstitutter. Men bedst var, at de fandt den helt rette placering på Rødbyhavn i den gamle cementfabrik.

”Havnen er vigtig for en kommunes langsigtede erhvervsstrategi. Det kan være svært at komme som virksomhed med vækstpotentiale og gode idéer at få kommunen med på ens idéer. I Business Lolland-Falster har vi kompetencerne til at koordinere erhvervsindsatsen med kommunen og samtidig sikre, at virksomheden får vind i sejlene, så drømmen kan gå i opfyldelse”, siger Claus Madelung.

 

Flere medarbejdere

Indtil videre har strategien virket. Bredgaard Bådeværft er faldet godt til på den nye lokalitet og leverer nu langt større ordrer end tidligere. Selvom der har været investeret meget tid og mange ressourcer i den nye bygning, kom bådeværftet ud med et lille overskud i 2018. Navnet er blevet suppleret med det engelskklingende Bredgaard Boats, ligesom virksomhedskulturen generelt er blevet moderniseret. Men det bedste er stigningen i antallet af medarbejdere.

”Vi er gået fra at have i omegnen af 10 medarbejdere til nu at være 20. Det havde ikke kunnet lade sig gøre uden støtten fra Business Lolland-Falster”, understreger Michael.

Har jeres virksomhed brug for sparring om generel virksomhedsudvikling, så kontakt forretningsudvikler på Business Lolland-Falster, Claus Madelung, på cm@businesslf.dk.


Gå ikke glip af det nye
Tilmeld dig nyhedsbrevet.