Ny fagpakke slukker lokale virksomheders tørst efter plastkompetencer

Fra 2020 vil der være mulighed for at tage en fagpakke på CELF i Nykøbing, der giver de studerende kompetencer inden for plastområdet.

Et nyt tilbud har set dagens lys på den lokale uddannelsesinstitution, CELF, hvor det fra næste år bliver muligt at tage flere plastkurser i uddannelsen som industrioperatør. Det skal imødekomme den store efterspørgsel på kompetencer inden for plastområdet, der er blandt virksomhederne i Østdanmark.

Fra januar 2020 kan man tage kurser i forarbejdning af plast på Industrioperatøruddannelsen på CELF i Nykøbing Falster. Det har ikke været realistisk at lave en plastmageruddannelse i Østdanmark, og derfor er kurserne en kærkommen mulighed for at imødekomme de lokale virksomheders mangel på kompetencer inden for plast.

”Det er en rigtig god nyhed for det lokale erhvervsliv,” bekræfter projektleder og kompetencekonsulent på Business Lolland-Falster, Lise Damsbo Savic.

 

Lytter til erhvervslivets behov

For uddannelsesinstitutionerne er det vigtigt at lytte til behovet i det lokale erhvervsliv, så det rette uddannelsestilbud udvikles. Flere industrivirksomheder har haft problemer med at rekruttere uddannede plastmagere. Den nye fagpakke afhjælper behovet på nogle konkrete kompetencer, som virksomhederne efterspørger. Samtidig udvides mulighederne for de studerende.

Det er kun muligt at tage uddannelsen som plastmager i Hadsten eller Ribe, hvilket har gjort det svært at tiltrække uddannede plastmagere til Sydsjælland og Lolland-Falster. Samtidig har få ansatte i de lokale industrivirksomheder været interesseret i at tage på længere uddannelsesophold væk fra familien.

I 2018 blev der lavet et forsøg, hvor AMU Ribe afholdt enkelte plastkurser på CELF. Der var stor efterspørgsel på kurserne, og derfor valgte CELF og Business Lolland-Falster at arbejde videre med tilbuddet. I samarbejde med AMU Syd i Ribe, Den Jydske Håndværkerskole og Industriens Uddannelser er det blevet besluttet at tilbyde tre plastkurser som en del af den eksisterende industrioperatøruddannelse:

  • Anvendelse af termoplastmaterialer
  • Betjening af plast til sprøjtestøbemaskiner
  • Betjening af plast til ekstruderingsanlæg

 

En investering for konkurrenceevne

I regi af Vækstprogram Lolland-Guldborgsund-Vordingborg blev der derfor lavet en samling af de relevante virksomheder og organisationer. Der blev indsamlet data fra virksomhederne for at finde ud af hvilke kurser, der var behov for, og det har resulteret i udbuddet af tre nye plastkurser som en del af den eksisterende industrioperatøruddannelse.

”Det er en stor gevinst, at vi i tæt samspil med lokale virksomheder og uddannelsesinstitutioner nu kan give direkte adgang til de kompetencer, der efterspørges. Det giver bedre mulighed for opkvalificering af medarbejderne og at tiltrække nye industrioperatører med de rette kompetencer. Det er en helt nødvendig investering for at sikre, at de lokale industrivirksomheder også fortsat har en høj konkurrenceevne,” fortæller Lise Damsbo Savic.

Vækstprogram Lolland-Guldborgsund-Vordingborg er et partnerskab mellem Lolland Kommune, Guldborgsund Kommune og Vordingborg Kommune samt de to erhvervsfremmeorganisationer Business Lolland-Falster og Vordingborg Erhverv. Vækstprogrammet er støttet af Erhvervsstyrelsen.


Gå ikke glip af det nye
Tilmeld dig nyhedsbrevet.