De bygger på det lokale netværk

15. 03. 2017

En af fordelene ved at drive forretning på Lolland-Falster er netværket. Når man finder de rette forbindelser, kan ting komme til at ske meget hurtigt. Det oplevede parret Tina Blak Nielsen og Koos Daniels, der i 2014 købte og siden har drevet Guldborg Camping.

Havde næsten givet op, men så...
"Vi overtog i 2014 også en tom nabobygning med det formål at etablere spisested. Men der var ingen interesse i at låne os penge til vores projekt, så vi havde faktisk lagt det foreløbigt på is, da vi så uventet alligevel brød igennem sidste år", fortæller Tina Blak Nielsen.

Parret havde fortalt jobcenteret om deres uforløste planer med at skabe en bistro og cafe. Jobcentrene på Lolland-Falster og erhvervsorganisationen Business Lolland-Falster har et samarbejde, og derigennem kom planerne også Business Lolland-Falster for øre.

Skaber liv i byen
"Jeg synes, det lød som en super god ide. Sådan et sted kan jo være med til at løfte livet i byen rigtig meget", siger Thomas Rasmussen, forretningschef for Handel & Oplevelser i Business Lolland-Falster. Erhvervsorganisationen har også et tæt samarbejde med det lokale LAG-kontor, og Thomas Rasmussen vidste derfra, at der kunne være mulighed for at opnå støtte til en del af projektet gennem en ansøgning om LAG-midler.

Den korte historie er, at Tina og Koos søgte, og fik, midler fra LAG til at finansiere en mindre del af projektet, og at Lollands Bank valgte at støtte op om den yderligere finansiering, og til juni åbner "Cocomarie" i Guldborg. 

"Det bliver et sted, hvor vi vil tilbyde både morgenmad, frokost, kaffe og hjemmelavede lagkager, aftenmenuer samt cocktails", fortæller Tina Blak Nielsen. "Cocomarie" vil naturligvis have længere åbningstider i feriesæsonen, men planen er at holde åbent året rundt.

Således kan styrken i det lokale erhvervsnetværk i bogstaveligste forstand give brød på bordet - og meget andet.

Foto: Til juni bliver byggepladsen her omdannet til "Cocomarie". Til højre ses ejerne Tina Blak Nielsen og Koos Daniels, og til venstre Palle Bach fra Lollands Bank, der er med til at gøre det muligt.