Femern-usikkerhed ryddet af vejen

18. 04. 2017

Pressemeddelelse fra Business Lolland-Falster:

Byggeriet af Femern Bælt-forbindelsen kan forventes at begynde sommeren 2020. Sådan lød konklusionen fra transportminister Ole Birk Olesen, da han sammen med sin ministerkollega fra delstaten Slesvig-Holsten afholdt pressemøde i København i dag tirsdag den 18. april kl. 15.30.

“Det er en meget positiv nyhed, Reinhard Meyer har taget med til Danmark og Lolland-Falster i dag, siger Mikkel Wesselhoff, adm. direktør i Business Lolland-Falster. “Det betyder, at de mange virksomheder på Lolland-Falster, der nærmest står klar i starthullerne, ikke skal vente meget længere. Og det betyder også, at de udenlandske virksomheder, der lige nu overvejer at etablere sig i vores landsdel, får ryddet et vigtig usikkerhedsmoment af vejen”, siger direktøren.

Minister: Vi står bag projektet
“Jeg vil først og fremmest understrege, at vi i delstaten står bag projektet”, indledte transportminister i Slesvig-Holsten Reinhard Meyer dagens pressemøde. Pressemødet fandt sted efter et møde mellem ham og hans danske ministerkollega.

Anledningen til mødet var, at Reinhard Meyer i december sidste år meddelte, at tidsplanen af forskellige årsager var forsinket med et halvt år. Den danske minister tog siden kontakt til sin kollega med henblik på en snarlig opdatering af status på den tyske proces.

Ingen nye forsinkelser
Den opdatering kom på dagens møde, der slog fast, at der ikke er stødt yderligere forsinkende elementer til. Reinhard Meyer fortalte, at han stadig forventer en afslutning af den tyske godkendelsesproces i sommeren 2018, samt at han stadig anser det som sandsynligt, at en godkendelse vil udløse en retssag om afgørelsen, og at kan forventes at vare cirka to år.

Dermed kan man - som den danske transportminister også gjorde på mødet - konkludere, at et godt bud på byggestart er sommeren 2020.

For en måned siden deltog erhvervsorganisationen Business Lolland-Falster i et fælles fremstød for Greater Copenhagen ved den internationale ejendomsmesse Mipim i Cannes, og her viste flere udenlandske koncerner interesse for Lolland-Falster.