Lolland-Falster trækker regional turismevækst

11. 04. 2017

Pressemeddelelse fra Business Lolland-Falster:

Nye tal fra Danmarks Statistik bekræfter endnu en gang, at 2016 var et fremragende turismeår for Lolland-Falster. Det drejer sig en dugfrisk opgørelse for antallet af feriehusovernatninger.

Den viser, at Lolland-Falster samlet stod for ca 56% af væksten i Region Sjælland. Hele 79.712 flere overnatninger blev det til i ferie- og sommerhuse på Sydhavsøerne i 2016 set i forhold til 2015.

Det samlede antal feriehusovernatninger på Lolland-Falster i 2016 var 682.711. Totalt i Region Sjælland er tallet 1.542.590.

Stærke tal der begejstrer
"Det er virkelig stærke tal, og selv om det gode resultat ikke kommer helt bag på os, så er jeg nok nødt til at give is eller kage efter frokost i dag. Det er svært ikke at være glad over sådan et resultat, siger Rikke Fabienke, der er forretningschef for turisme i Business Lolland-Falster, der koordinerer turismeudviklingen og -markedsføringen i samarbejde med de to kommuner og de respektive turismeforeninger.

Flotte sammenligninger
Der er tale om en stigning i antallet af feriehusovernatninger for Lolland og Guldborgsund Kommuner på henholdsvis 15% og 11%, et godt stykke over den gennemsnitlige vækst for Region Sjælland på 9% og langt over landsgennemsnittet på 5%. Den nærmeste nabo, Vordingborg havde en flot vækst på 8%, og Bornholm, som Lolland-Falster ofte sammenlignes med, havde ifølge Danmarks Statistik en vækst på 4%.

Ventet med spænding
"De tal, vi har fået fra Danmarks Statistik, viser, at vi sammen med kommunerne og turismeerhvervet har haft succes med gøre opmærksom på Lolland-Falsters turismemæssige kvaliteter. Sidste forår kunne vi glæde os over en fremgang i øvrige turismeovernatninger på 14% og den største vækst blandt landets turismedestinationer. Vi har med spænding set frem til tallene vedrørende feriehusovernatninger, og man må sige, at de skuffer bestemt ikke", siger adm. direktør i Business Lolland-Falster, Mikkel Wesselhoff.

Det samlede antal feriehusovernatninger i Danmark steg fra 2015 til 2016 med 5% fra ca. 17,5 mio. til ca. 18,5 mio. De tyske turister udgjorde knap 12 mio.

Find links til de omtalte feriehusstatistikker HER