Første udklækning i Nykøbing-accelerator

“Growth Train har været helt utroligt”. Sådan lyder det fra Robin Van Wijk fra USA-virksomheden Orphidia, der siden oktober har været blandt deltagerne i Growth Train Acceleratoren I Nykøbing F.

Siden oktober har 15 virksomheder fra ind- og udland deltaget i et syv ugers vækstforløb i “Growth Train” i Nykøbing F. og fredag 1. december var dagen, hvor ti af dem de afsluttede forløbet med en præsentation af deres virksomhed overfor ca. 100 business angels, mentorer, partners og andre interesserede på Copenhagen Business School (CBS).

Mulighed for nye etableringer
“Acceleratorprojektet har sat nogle spændende processer i gang, og der pågår da også en dialog med et par af deltager-virksomhederne med henblik på etablering i landsdelen”, fortæller Mikkel Wesselhoff, adm. direktør i Business Lolland-Falster

Taig Mac Carthy fra det spanske firma Hola, der har udviklet en tallerken, som fjerner fedt fra maden, var også meget begejstret for “Growth Train”-forløbet:
“Det var en stor oplevelse. Vi havde vores produkt, men vi vidste ikke rigtig, hvad vi skulle gøre med det. Nu ved vi, hvilken vej vi helt konkret skal gå for at få det til at ske”, siger han.

Interesserede investorer
Ti af deltagervirksomhederne i “Growth Train” leverede i fredags en præsentation, en såkaldt pitch, foran 100 business angels, mentorer og partners. Efter disse præsentationer var der mulighed for personlige samtaler ved et netværksarrangement, der varede et par timer.

“Jeg havde knapt nok forladt auditoriet, før der var en, der tog fat i mig og sagde “vi skal tale sammen, for jeg er en potentiel investor i dit firma”, fortæller projektleder Nicki Møller, der har deltaget i “Growth Train” med virksomheden Helsetek, der har udviklet en drik og en slags is af quinoa. Ikke alle deltagerne i “Growth Train” søger kapital gennem business angels.

2018 er et eksamensår
Nogle efterlyser i højere grad faglige kompetencer i form af partnerskaber og samarbejdsaftaler. Fælles for dem alle er, at de via “Growth Train” har fået viden, netværk og værktøjer til at tage deres virksomhed til det næste niveau. 2018 vil vise, om det lykkes dem at sætte efter deres nye ambitiøse mål, og hvem der vælger at forfølge deres mål med udgangspunkt i Lolland-Falster.

Nyt investor-netværk
Selv om “Growth Train” holder til i Nykøbing Falster, blev det afsluttende arrangement afholdt på Copenhagen Business School – primært for at række ud til investorer i Hovedstaden.
“Udover et helt nyt lokalt business angels netværk på Lolland-Falster inviterede vi også business angels fra Københavnsområdet til eventet via et helt nyt samarbejde med Danish Business Angels (DanBAN), fortæller Managing Director for “Growth Train”, Eythor Ivar Jonsson.

Arrangementet i fredags var således ikke blot en milepæl for det første accelerator-forløb i “Growth Train”, men også indledningen på et nyt business angels-samarbejde mellem Lolland-Falster og Hovedstaden.

Læs mere om “Growth Train