Nyt tiltag mod arbejdskraftmangel

Et nyt tiltag i regi af Vækstprogram Lolland-Guldborgsund-Vordingborg skal hjælpe landsdelens virksomheder med at fremtidssikre kompetencerne og finde kvalificeret arbejdskraft.

Efterspørgslen efter kvalificeret arbejdskraft er stor, ligesom der er stort behov for opkvalificering af medarbejdere. Vækstprogrammet ruller derfor nu bl.a. nogle pop-up-kurser ud i landsdelen med henblik på at uddanne bl.a. procesteknikere og plastmagere.

Erfaren kvinde ved roret
Forretningsudvikler hos Business Lolland-Falster Lise Damsbo-Savic er netop blevet indsat som projektleder med det formål at fremme tiltrækning og opkvalificering af arbejdskraft i Lolland, Guldborg og Vordingborg kommuner.

Vi har i Business Lolland-Falster gennem de seneste år gjort os nogle erfaringer omkring, hvad der skaber værdi for virksomhederne i forhold til manglen på arbejdskraft. Nu kan vi gøre det i en endnu større skala med fokus på tre kommuner, og det er jeg sikker på vil gavne alle”, siger Lise Damsbo Savic.

Nyt idekatalog
Et af de primære mål Vækstprogram Lolland-Guldborgsund-Vordingborg er at nedbryde vækstbarrieren mangel på arbejdskraft. Konsulenthuset Oxford Analyse har netop leveret et idékatalog på baggrund af en dugfrisk undersøgelse.

Med undersøgelsen har vi nu fået at vide, hvor vi kan sætte ind og med hvilke værktøjer, vi kan hjælpe virksomhederne”, fortæller programkoordinator i Vækstprogram Lolland-Guldborgsund-Vordingborg Mikkel Lundemann Rasmussen.

Forstærket behov
“Manglen på kvalificeret arbejdskraft, både faglært og ufaglært, gælder hele landet, men i vores landsdel bliver den forstærket pga. de kommende store anlægsprojekter. Derfor er det vigtigt, at vi kan gå målrettet til værks i forhold til at få fjernet så mange hindringer som muligt for væksten i vores erhvervsliv”, siger Lise Damsbo-Savic.

KONTAKT:

  • Lise Damsbo-Savic, projektleder
    Business Lolland-Falster
    E-mail:ld@businesslf.dk
    Tlf: 45 2116 8016
  • Mikkel Lundemann Rasmussen, programkoordinator
    Vækstprogram Lolland-Guldborgsund-Vordingborg
    E-mail: mlr@vordingborgerhverv.dk

Pressemeddelelse fra Business Lolland-Falster