Penge på lommen

Skjorterne var strøget og traktoren byttet ud med almindelig firehjulet køretøj, da 65 landmænd mødte op til landbrugsmøde på Råhavegård i denne uge. Tre oplægsholdere gav deres bud på løsninger til generationsskifte og generelle investeringer i landbruget under det fælles tema ”Landbruget set udefra.”

Fra JBI Equity, en investeringsfond med landbrug og Agribusiness som speciale, havde vi besøg af partner Kristian Bennetsen. En vestjysk landmand med mange stempler i passet, og optimisme på landbrugets vegne. 
-Vi ser ganske enkelt på overskuds- og afkastningsgrad når vi overvejer, om en bedrift er værd at investere i. De danske landmænds gennemsnitsalder er 62 år, så det er klart, at vi ser et stort behov og mulighed i forbindelse med de forestående generationsskifter. Nicheproduktioner er meget attraktive og har et højt afkast, og her vil vi helt klart se store investeringer i de kommende år, siger Kristian Bennetsen.
 
Carsten Brixen er kundechef i Vækstfonden, og han delagtiggjorde forsamlingen i betingelser og formål i forbindelse med vækstlån, etableringslån og DLK-lån.
-Vi tilbyder lån til almindelige landmænd der enten ønsker at investere eller som står overfor et generationsskifte, fortæller Carsten Brixen, og han understreger, at nogle af Vækstfondens tilbud har en udløbsdato. Den statslige investeringsfond er et treårigt initiativ, hvor halvdelen af tiden er gået.
 
Har landmændene for stor en maskinpark, spurgte Henning Madsen. Han er landbrugskonsulent i Agrovi og fremviste et fiktivt eksempel på en trimmet”maskinøkonomi,” med en, efter de flestes mening, noget skrabet samling af landbrugsmaskiner. Til gengæld var driftsudgifterne minimeret.
-Jeg opfordrer landmændene til hele tiden at overveje alternative muligheder og koncentrere sig om de nære ting i bedriften. De ting, vi rent faktisk kan gøre noget ved, siger Henning Madsen.
-Har man de bedste og billigste leverandører, og er man klar til at forholde sig objektivt til sin egen bedrift?
 
Landbrugsmødet var arrangeret af Business Lolland-Falster og Jyske Bank. Det er årligt tilbagevendende og temaet i år var “Landbruget set udefra.”
Er du interesseret i at høre mere om investerings- og finansieringsmuligheder i landbruget eller andre emner inden for landbrugs- og fødevaresektoren, så kontakt Steffen Lund, forretningschef Landbrug og Fødevarer, Business Lolland-Falster.