Samme vej – over broen

Foran de 220 gæster og medlemmer af Business Lolland-Falster til Erhvervspris-uddelingen i sidste uge, blev fremtidens forventninger ridset op. Hvor står Lolland-Falster i dag, og hvordan sikrer vi, at pilen bliver ved med at pege opad – også efter de store anlægsbyggerier?

Borgmester i Guldborgsund Kommune, John Brædder, udtrykte forventningerne til fremtiden ganske enkelt.
-Vi tømmer motorvejen for biler. I fremtiden behøver kun få at tage til København for at arbejde. Lolland-Falster står overfor en vækstepoke som, når Femern Bælt byggeriet går i gang, vil gøre vores område til en af Europas største industriarbejdspladser.

Borgmester i Lolland Kommune, Holger Schou Rasmussen var enig og supplerede med sin tiltro til den kommende satsning på Gastro-turisme i form af Madens Folkemøde på Engestofte Gods til april og kommunens og Hofor’s fælles investeringer i grøn energi.
-Vores velstand står på skuldrene af jeres vækst og udvikling, sagde han henvendt til de mange erhvervsvirksomheder i salen, og forsikrede samtidig om, at man fra kommunens side fører en aktiv beskæftigelsespolitik for at imødekomme erhvervets stigende efterspørgsel på arbejdskraft.

Fra viceformandsstolen i Landbrug & Fødevarer fik vi et klap på skulderen af Lars Hvidtfeldt.
-Verden kommer til at mangle proteiner. Her kan Lolland-Falster virkelig bidrage med nye fødevarer fra vores naturgivne ressourcer, sagde han. Der er trends derude i verden som viser os, at markedet er klar til modtage varer fra den omstilling af landbruget som er i gang på Lolland-Falster, og vi kan allerede nu se, at vores største udfordring i fremtiden bliver mangel på kvalificeret arbejdskraft, sagde Lars Hvidtfeldt. Derfor er det ærgerligt, sagde han, at vi begrænses i at rekruttere fra udlandet.

-Vi har brug for udenlandsk arbejdskraft, mente Kim Frimann. Han er formand for DI på Lolland-Falster og mener, at såfremt vi formår at tilbyde internationale skoler, gode jobs og ordentlig infrastruktur, så vil det være muligt at bevare opsvinget. Han fremhæver i øvrigt uddannelse og arbejdskraft som de to allervigtigste indsatsområder for vores landsdel.
-Vi må have en fælles plan for uddannelse i hele landet, så vi ikke udkonkurrerer hinanden, men i stedet styrker erhverv og medarbejdere over én kam, sagde Kim Frimann.
DI har netop offentliggjort 25 konkrete forslag til forbedringer for alle os på Lolland-Falster.
-Cirka halvdelen må de tage sig af på Christiansborg, men den anden halvdel på vi håndtere lokalt, sagde han. Se forslagene her.

Vi er lækre
Listen over Lolland-Falsters kvaliteter og muligheder er heldigvis længere end listen over ting vi bare ønsker andre ordner for os. Hele panelet var enige om, at vi i fællesskab skal tale positivt om os selv og huske, at det er helt OK at fejre sine sejre.
Førerløse traktorer, erhvervsområderne ved motorvejen, nye fødevarer af tang og græs, første bil i tunellen om ti år, fremgang for turismen og masser af solskin på vores lange strandlinje – der er nok at glæde sig til.
Og læg så dertil, at erhvervslivet på Lolland-Falster trives. Der er masser af opgaver i ordrebøgerne, der er investeringer og risikovillig kapital i bevægelse og måske vigtigst; der er optimisme.

-Den er med til at bringe os videre, mener direktør i Business Lolland-Falster, Mikkel Wesselhoff. Vores dygtighed, ambitioner og vilje til vækst for området er naturligvis vores stærkeste kort, siger han, og var tydeligt stolt på aftenen hvor Lolland-Falsters Erhvervspris blev uddelt for 36. gang.
-Det er en fornøjelse, når vi har så mange kompetente og stærke erhvervsvirksomheder at vælge i mellem til prisen, og jeg synes vi alle kan være stolte af Pricerunner som årets vinder af Lolland-Falsters Erhvervspris.