Skyd genvej til kulturen med CulturePoint

Et samarbejde mellem en række kulturinstitutioner på Sydsjælland, Møn, Lolland og Falster skal booste interessen for museer og kulturtilbud – både for lokale og turister.

Gæsteforelæsere, særudstillinger og en række gode tilbud på alt fra kaffe til adgangsbilletten. Sådan byder Sydsjælland, Møn og Lolland og Falsters kulturinstitutioner fremover deres gæster velkomne.

Det sker gennem kulturtilbuddet CulturePoint, et fællesskab for kulturoplevelser, hvor den enkelte gæst via hjemmesiden CulturePoint.dk eller en app kan oprette sig med profil og orientere sig om aktuelle tilbud på kulturområdet. Medlemskabet er personligt og gratis, og hver gang brugeren er aktiv på sitet og benytter et af tilbuddene, optjener han/hun point, som kan veksles til rabatter og nye tilbud.

Landsdels-samarbejde
Det nye kulturtilbud er blevet til i et samarbejde mellem en række kulturinstitutioner på Sydsjælland, Møn og Lolland og Falster. Og det klare mål er at skabe mere fokus på områdets kulturtilbud. Fra museer og udstillinger til slotte og herregårde, arrangementer og i det hele taget et bredt udsnit af områdets kulturliv.

Direktør Ulla Schaltz fra Museum Lolland-Falster siger:
”På Lolland og Falster har vi et rigt og varieret kulturliv af meget høj kvalitet. Hvad enten der er tale om statsanerkendte museer, kunst af international klasse, gennemført og autentisk gastronomi og skøn natur for bare at nævne lidt, så har vi det! Og folk er ved at få øjnene op for de mange gode og unikke oplevelser, der ligger lige for deres fødder hernede. Men vi kan og vil gerne nå ud til mange flere, både lokale og turister. Med CulturePoint hjemmesiden og app’en håber vi på, at have skabt en platform, som kan formidle både inspiration og gode tilbud til alle kultur-interesserede”.

I første omgang afprøves CulturePoint i en opstartsfase, hvor især de større museer er repræsenteret. Men allerede fra påske forventer projektet at være klar med masser af lokale tilbud, herunder både gastronomiske oplevelser samt slotte og herregårde.

Web: culturepoint.dk / App: culturepoint

KONTAKT:
Museum Lolland-Falster, kontakt:
Vibeke Knöchel Christensen, Projektleder
Tlf: 5251 3188 (alternativt: 21 26 94 54)
E-mail: avc@museumlollandfalster.dk

Visit Lolland-Falster
Rikke Fabienke, Forretningschef Turisme, Business Lolland-Falster
Tlf: 6175 3149
E-mail: rf@businesslf.dk

VisitSydsjælland-Møn
Susanne J. Lassen, Kommunikationschef,
Tlf: 2054 4998
E-mail: @vism.dk

Pressemeddelelse fra Business Lolland-Falster