Tal værdier med dine medarbejdere

Gedser Røgeri har haft en forrygende start. Sidste år var første år med Hanne og Erik bag disken, og på et enkelt år har de udvidet med flere siddepladser, flere røgvarer og mere personale. Nu er de klar til højsæson nummer to, og har gjort sig vigtige erfaringer omkring personalepleje undervejs.

Røgeriet er skabt på en drøm om at slippe væk fra kommunale jobs i København, og i dag står parret med en solid forretning med tre medarbejdere og visioner for fremtiden. Men når forretningen vokser, opstår behovet for fælles fodslaw.
-Det er jo nemt nok når det bare er Erik og mig, men vi ønsker at involvere medarbejderne i vores tanker, fortæller Hanne.

Konkrete værdier
Gedser Røgeri er medlem af Business Lolland-Falster og har herigennem fået rådgivning og vejledning i opstartsfasen, og derfor var det nærliggende at gå videre med værdiarbejdet sammen med forretningschef for Handel & Oplevelser, Thomas Rasmussen.
-Vi har defineret alle arbejdsopgaver og fordelt dem mellem os, fortæller Hanne. Hvem har ansvaret for hvad, og præcis hvilke mål har vi med det, vi gør? Vores værdier er ret konkrete. Det er ikke sådan noget forblommet tale, men håndfaste ord som beskriver det vi vil, fortæller Erik. Værdierne er med til at holde os på sporet, og klart signalere hvorfor vi træffer de valg, vi gør.

Du er vigtig
For de tre medarbejdere var det en stor tillidserklæring at blive inviteret med ind i maskinrummet bag forretningens værdigrundlag.
-Det er jo lettere at efterleve nogle værdier man forstår, og det giver mig en langt større arbejdsglæde når jeg føler mig inddraget i tankerne bag forretningen, fortæller Pernille. Det giver mig en følelse af værdi og af, at jeg kan bidrage til, at Gedser Røgeri har den succes, det har. Det er et fælles ansvar, vi arbejder i et team, som jeg er stolt over at være en del af, siger hun.
Personaledagen gav også tid og ro til at lære hinanden lidt bedre at kende, og det er med til at skabe tryghed i teamet, mener Hanne.
-Det er lettere at være ærlig og turde sige sin mening, når man kender hinandens historie. Og det er det, vi vil. Vi vil være en god arbejdsplads hvor vi alle kan præstere vores bedste og udnytte vores ressourcer til gavn for Gedser Røgeri, og os selv.

Kvalitet. Service. Troværdighed. En god arbejdsplads
-Kvalitet er, at vi står inde for vores varer. Service er, at alle gæster bliver mødt personligt og guidet hen på plads. Troværdighed er, at man kan regne med, at Gedser Røgeri leverer den bedste kvalitet til en god pris. Vi holder det vi lover, fortæller Erik, også selvom vi ind i mellem kunne fordoble priserne. Alle skal have råd til en frokost på Gedser Røgeri. Det er vigtigt for os.
Alt dette kan kun lade sig gøre, når alle trækker i samme retning. Derfor er den mest afgørende værdi for Gedser Røgeri, at de vil være en god arbejdsplads hvor man taler sammen om de værdier virksomheden bygger på. 
Snup ideen og invitér dine medarbejdere på værdi-dag. 

Dagsorden fra personaledagen:
Velkomst ved konsulent Thomas Rasmussen Business Lolland-Falster
Erik og Hanne fortæller om konceptet Gedser Røgeri og de bagved liggende værdier
Præsentation af teamet: Vi fortæller hver især lidt om os selv og lærer hinanden bedre at kende
Hvordan får vi vores team til at fungere på den bedste måde, så vi alle bruger vores ressourcer og egenskaber på bedste vis?
Konkrete aftaler og vagtplaner for den kommende periode
Opsummering og afrunding på dagen ved Thomas