Vi blander os for meget

Mette Frederiksen, leder af socialdemokratiet, lagde vejen forbi Business Lolland-Falster i eftermiddag. Direktør Mikkel Wesselhoff er glad for besøget og for den uformelle 1:1 debat mellem medlemmerne og en toppolitiker som Mette Frederiksen.
 
På tapetet var blandt andet uddannelsespladser uden for hovedstaden, rekruttering af arbejdskraft og udflytning af statslige arbejdspladser.
 
Flyt uddannelserne
Holger Schou Rasmussen, borgmester i Lolland Kommune, opfordrede Mette Frederiksen til at skynde sig at købe en flexbolig på Sydhavsøerne.
-Det går nemlig så godt på Lolland-Falster, at de meget snart vil stige i pris, sagde han. Vi er optimister, og tak for de statslige arbejdspladser, vi har plads til flere, sagde borgmesteren med et glimt i øjet.
-Udflytningen af statslige arbejdspladser er, efter omstændighederne, gået godt, svarede Mette Frederiksen, næste fase er at flytte uddannelserne ud hvor folk bor og arbejder, fortsatte hun, for her må vi nok indrømme, at vi har centraliseret for meget, sagde hun.
 
Information til de unge
-Pendulet svinger. Lige nu går det godt, men vi ved jo, at det ikke bliver ved i al evighed, sagde hun. Derfor har vi ansvar for at opkvalificere arbejdskraften og uddanne de unge til de fag, hvor der er brug for dem. I øvrigt et ansvar som virksomhederne ikke skal bære. Det, mener jeg, er et ansvar der ligger på Christiansborg.
-Vi bør gøre tærsklen mellem virksomheder og uddannelser lavere, eller endnu bedre, få de to ting til at gå hånd i hånd, sagde Mette Frederiksen.
 
Folk og forskning
Direktør i Business Lolland-Falster, Mikkel Wesselhoff, satte spørgsmålet om arbejdskraft på lystavlen.
-Det ville gøre virkelig godt for vores område hvis vi kunne tiltrække nogle af de videregående uddannelser, sagde han. Vi ser, fx i Aalborg, hvordan uddannelses- og forskningsmiljøet trækker nye virksomheder til området, som ofte slår rødder og dermed skaber varig vækst. Er der udsigt til, at forskningsmidlerne kan skubbes i vores retning, spurgte han.
-Det faglige miljø må ikke blive for småt, mente Mette Frederiksen, men ville alligevel godt indrømme, at der skal ske noget på det punkt.
-Der er noget galt, når alle ingeniører uddannes i Lyngby. Det giver jo ingen mening, eftersom arbejdspladserne er herude hvor I befinder jer. Det skal vi virkelig have lavet om på, sagde hun.