Wonderful Copenhagen skal skaffe turister til Lolland-Falster

Internationale turister er ligeglade med kommune- og regionsgrænser. De er individer med forskellige ønsker og behov – som går på tværs af geografien og på tværs af by og land.

Det er baggrunden for, at destinationsorganisationerne i Hovedstaden og på Sjælland og Lolland-Falster nu går sammen om at styrke kommunikationen til turister.

Perfekt match
Ambitionen for metropolregionen Greater Copenhagen (fra Lolland-Falster i syd til Skåne i nord) er at skille sig ud i Europa som det perfekte match mellem land og by, og det nye samarbejde skal konkretisere det perfekte match mellem København og resten af Region Sjælland.

”Der er et stort, fælles turismepotentiale i at binde land og by sammen i Greater Copenhagen. Fra Wonderful Copenhagens side er vi overbeviste om, at vi gennem et stærkt samarbejde kan få flere internationale turister og mere ud af dem – ved at tilbyde nye sammenhængende oplevelser, som gør, at turisterne fx kommer længere rundt i geografien, bliver længere, forbruger mere eller kommer igen for at besøge endnu mere,” siger Mikkel Aarø-Hansen, administrerende direktør i Wonderful Copenhagen.

Gode erfaringer
Hos Business Lolland-Falster ser man meget positivt på det nye samarbejde.
“Wonderful Copenhagen er en stor og effektiv organisation, og vi kan bestemt ikke være utilfredse med, at de vil hjælpe os med at skaffe flere turister til Lolland-Falster”, siger forretningschef for Turisme, Rikke Fabienke. Hun slår dog fast, at samarbejdet naturligvis også gælder den anden vej.
”På erhvervssiden har vi i Business Lolland-Falster i nogen tid arbejdet på tværs af landet, bl.a. i regi af Greater Copenhagen, i forhold til at tiltrække udenlandske virksomheder. Erfaringerne herfra fortæller os, at der er et oplagt potentiale i at samtænke land- og storbyomåder”, siger hun.

Uforløst potentiale
Udgangspunktet er en fælles tro på et uforløst potentiale og organisationernes faglige kendskab til destinationerne, oplevelserne og gæsterne. Resultatet skal blive en række fælles, praktiske og stærke by-land-fortællinger, som lægger noget til destinationernes produkt og øvrige arbejde. Det kan f.eks. være inden for fødevarer, fra lokalt producerede råvarer af høj kvalitet til deres anvendelse i Michelin- og gourmetrestauranter. Eller inden for den fælles kulturhistorie, fra Amalienborg til slotte og herregårde i landområderne.

KONTAKT:
Rikke Fabienke, forretningschef for Turisme
Business Lolland-Falster
E-mail: rf@businesslf.dk
Mobil: 6175 3149

Uffe Hartmann, kommunikationschef
Wonderful Copenhagen
E-mail: ufh@woco.dk
Mobil: 2173 9890

Pressemeddelelse fra Business Lolland-Falster