Storstrømsbroen, byggestart 2017

I 2017 begynder byggeriet af en ny Storstrømsbro med vej- og dobbeltsporet, elektrificeret jernbanebro mellem Vordingborg på Sydsjælland og Orehoved på Nordfalster. Broen står færdig i 2022, og anlægssummen er 4,2 mia. kr. I kombination med de omfattende opgraderinger af jernbanenettet, der finder sted i disse år, vil den nye bro få massiv betydning for transportmulighederne mellem Lolland-Falster og det øvrige Sjælland.

Det betyder, at virksomheder på Lolland-Falster væsentligt nemmere vil kunne tiltrække medarbejdere fra det øvrige Sjælland. Ikke blot som indpendlere, men også som tilflyttere. Borgere i Nykøbing Falster området med den nye infrastruktur vil have adgang til 14.000 arbejdspladser indenfor en blot time med offentlig transport.

Den nuværende 3,2 km. lange Storstrømsbro fra 1937 vil blive revet ned, når den nye bro er opført. Bygherre er Vejdirektoratet. Nybyggeriet og nedrivningsopgaven vil selvsagt skabe en massiv efterspørgsel på arbejdskraft inden for en lang række fag.

Storstrømsbroen er desuden en afgørende forudsætning for at skabe en lyn-korridor mellem Hamborg og København med den kommende Femern Bælt forbindelse.

Læs mere om den ny Storstrømsbro hos Vejdirektoratet